Skrøbelev Hedevej 2, 5900 Rudkøbing

Unik arkitekttegnet villa i landlige omgivelser

Midt i den smukke natur på Langeland finder man denne unikke og smukke villa, der er opført i 1999. Her er anvendt gedigne kvalitetsmaterialer og her kan fremhæves kobbertagrender og kobberbelægning på det charmerende udsigtstårn, der udgør villaens 2. sal. Den rummelige villa er beliggende i landlige omgivelser og dog alligevel tæt på hverdagens fornødenheder med cykelafstand til skolen samt børneinstitutioner, idrætsfaciliteter og indkøbsmuligheder i den gamle og charmerende by Rudkøbing.

Villaen opvarmes af et jordvarmeanlæg og på taget er der solceller, så her er meget fornuftige forbrugsudgifter. På den store grund, der udgør hele 4.134 kvm er der mulighed for at have dyrehold. I den forbindelse er det også muligt at leje yderligere jord ved naboejendommen. Her er tale om en stemningsfuld villa, hvor hjerterummet er det atmosfærefyldte køkken-alrum, hvor der kan laves mad, spises, laves lektier og bages småkager m.m. alt sammen i skæret af ilden fra den åbne pejs. Der er videre indgang til den hyggelige opholdsstue og et smukt orangeri, hvor man kan sidde lunt allerede fra det tidligere forår og se de smukke omgivelser springe ud. I stueplan finder man også den pæne entréindgang, det praktiske bryggers, et badeværelse med bruseniche samt et stort nordvendt værelse. Går man op på førstesalen træder man op på en rummelig repos, der fordeler til 3 værelser (hvor der fra det ene er udgang til en skøn overdækket vestvendt altan) og et badeværelse med et badekar, hvor man kan ligge og nyde udsigten til himlen og lade tankerne vandre. Via en trappe er der opgang til tårnværelset. Her er der en skøn udsigt ud over markerne og til Skrøbelev gods med skovens dyr, der hjemmevant vandrer omkring på de åbne vidder.

Villaens kælder er indrettet med disponible rum af varierende størrelse, et badeværelse med bruseniche samt fyrrum. I haven kan børnene tage en rask fodboldkamp, mens de voksne hepper med fra terrasseområdet. En fantastisk perle af en villa i et lige så fantastisk område, som vi glæder os til at vise frem.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.