Grønnegade 15, Ulbølle, 5762 Vester Skerninge

Rummelig ejendom med mulighed for erhverv

På Grønnegade 15 i Ulbølle møder I denne fine villa, hvor I finder god plads til hele familien. Selve huset har et stueplan og en første sal med 280 kvadratmeter, der er godkendt til beboelse, og her er desuden gode betingelser for at benytte den øvrige del af boligen til erhverv med mulighed for at skabe et lager til webshop, showroom eller noget helt tredje.

I stueetagen er et velindrettet køkken med hvide, grebsfrie fronter. I direkte forbindelse herfra er en spisestue til den ene side, og lader I den franske dobbeltdør stå åben, har I ligeledes et sømløst forløb ind til den lyse stue, hvor der også er en indbygget pejs.

Stueetagen byder desuden på en separat forældreafdeling med soveværelse, kontor og eget bad samt en hyggelig indendørspool og et stort lokale med depot, som I kan indrette til mange forskellige formål, herunder erhverv.

På første sal er der to børneværelser i den ene ende samt et flot badeværelse med dobbelt bruser. I den anden ende ligger endnu et værelse med direkte forbindelse til et aktivitetsrum, som begge kan anvendes til erhverv alt efter hvilke behov I har.

Udenfor venter jer et dejligt udeområde, hvor I kan finde et sted med læ og sol hele dagen. Fra spisestuen har I adgang til et sydvendt terrasseområde, og på den vestlige side af boligen er der endnu et terrasseareal, mens den store have har græsplæne, gamle træer og enkel beplantning.

Boligen er placeret i rolige omgivelser, men er stadig ganske centralt i byen. Der er gåafstand til nærmeste dagligvarebutik og få kilometer til både skole og daginstitution, ligesom I kan cykle til havnen i Fjellebroen og køre til Svendborg på cirka 20 minutter.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.